Wetland Project

Et canadisk vådområde gav genlyd i Brønshøj Vandtårn.

To vidt forskellige geografiske placeringer flød sammen til et mikrokosmos af lyd og lys i Brønshøj Vandtårn i totalinstallationen Wetland.

The “Wetland Project” var en økoakustisk undersøgelse og et visuelt møde mellem et udrydningstruet vådområde 7000 km herfra og akustikken i en af de tidligere vigtigste bygninger i Københavns vandforsyning.

En 5 kanalers, 24 timers lydoptagelse af biodiversiteten i vådområdet ṮEḴTEḴSEN på Saturna Island i British Columbia på grænsen mellem USA og Canada blev afspillet inde i vandtårnet og skabte et ekko af fugle, fly, frøer og meget andet i vandtårnets massive arkitektur. For besøgende i installationen i vandtårnet kom den primære stimulus gennem lytning. Det komplekse lydbillede kunne høres i detaljer, og indtog ørerne fra alle retninger samtidig. Lyden af den fjerntliggende biotop og bygningens enorme efterklang på op til 40 sekunder greb ind i hinanden og skabte et rum, hvor naturen og det menneskeskabte mødtes. 

En særligt designet algoritme omdannede i realtid lydfrekvenserne til en strøm af rene farvefelter. Vådområdets lyde blev oversat og forvandlet til en abstrakt, multisensorisk skulptur af farver, som strålede i vandtårnets tågeindhyllede indre. 

Vandtårnets efterklang og de abstrakte synsindtryk opfordrede de besøgende til at lytte mere grundigt, end man er vant til i en pulserende visuel kultur. Og lyttede man grundigt nok efter, fik man også en påmindelse om naturens stadigt mere pressede tilstand.

Oplev Wetland digitalt:

Nu kan du streame alle 24 timers dyre og naturlyde samt få alle farverne ud i din stue derhjemme! Bare ved at gå ind på dette link: http://wetlandproject.com/140dev/display/ra-feat.php

Installationen Wetland Project var skabt af de to digitale mediekunstnere Mark Timmings og Brady Marks. Projektet var støttet af Canada Council for the Arts.