Barbara Amalie Skovmand Thomsen - Gelé Royal

  • Barbara Amalie Skovmand Thomsen
10 okt

Dato

lør. 10. okt. kl. 13.00 til søn. 29. nov. kl. 17.00
Fri entré
Åbent tor.-søn. kl. 13-17
En sanseoplevelse med bierne som forbillede.

Med udstillingen Gelé Royal forvandles Brønshøj Vandtårns rå betonbyggeri fra en tørlagt vandbeholder til en saftig bikube med produktion af sekretet gelé royal – bidronningernes og deres larvers særlige føde. Gelé Royal bliver dermed den tredje i udstillingsrækken i 2020, der sammenkobler det i dag fredede, udtjente vandtårn med natur og biodiversitet.

På samme måde som blomsternes saftmærker viser bierne vej til nektar og pollen, viser et malet stisystem vej igennem den 350 m2 store betonsøjlesal og ind til en skulptur: En abstrakt støvdrager – den af blomsternes kønsdele som spreder pollenkorn i afkommets tjeneste – blomsterstøvet og vædet af duftende nektar. Skulpturen omgives af en gigantisk videoinstallation, hvor skuespillerne Rosalinde Mynster og Carla Thurøe er ammebier, der sidder i tårnets top. Vedholdende og meditativt spytter de det særlige sekret gelé royal igennem en rist og 20 m ned i udstillingsrummet.

Honningbierne rører, gnubber, nusser ved hinanden og deres omgivelser. De deler sekreter af gelé og slim. De står i tæt kontakt, er nærmest i ét med hinanden og deres miljø. De kommunikerer med blomster, der dirrer som svar. Gennem snablen drikker de blomsternektar, mens deres behårede kroppe klistrer til med blomsterstøv, som de gnider af på blomsterne.

De frugtbare forhold mellem honningbierne og blomsterne forvandles til et oplæg for udstillingens værker. Den tætte forbundethed og teksturerne i biernes verden er både udstillingens afsæt og dens ideal. Udstillingen resonerer tanker om, hvordan vi mennesker kan opnå eller genetablere en følelse af samhørighed med og omsorg for naturen.

Med til udstillingen hører en performance af Barbara Amalie Skovmand Thomsen, hvor et stedsspecifikt og klangkraftfuldt strengeinstrument og akkompagnement af kvindelige korsangere inddrager den op til 40 sekunder lange efterklang i vandtårnet. Korværket er komponeret af Toke Brorson Odin, og strengeinstrumentet er blevet til under vejledning af komponist og instrumentbygger Lars Kynde.

Støttet af Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening, Rådet for Visuel Kunst, Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Slots- og Kulturstyrelsen.

Fernisering

Fre. 9. oktober kl. 17-19
Der er performance kl. 17. Dørene lukkes midlertidigt kl. 17.10 - 17.40 under performance.

Udstillingsperiode

Lør. 10. oktober – søn. 29. november 2020.
Åbningstid: tor-søn 13-17
Fri entré

Performances

Fre. 9. oktober kl. 17 samt søndag 1. november kl. 15.
Dørene lukkes midlertidigt 15.10 - 15.40 under performance.

Bag udstillingens videoværk

Filmfotograf: Catherine Pattinama Coleman
Belysningsmester: Mårten K. Axelsson
Komponist: Toke Brorson Odin
Instruktør, scenograf, klipper og colorgrader: Barbara Amalie Skovmand Thomsen

Tak til Kristine Køster og Mona Møller Schmidt

Om udstilleren

Barbara Amalie Skovmand Thomsen er billedkunstner, uddannet fra Gerrit Rietveld Academie og Sandberg Institute i Amsterdam samt Danmarks Designskole med studier i Tekstil og Digital Design. Hun arbejder med performances og med æstetisk forførende videoer i taktile installationer. Mellemmenneskelig samhørighed, menneskets sameksistens med flora, fauna og mineraler, frugtbarhed, undersøgelser af natur og væren i natur er væsentlige undersøgelsesfelter i Skovmand Thomsens virke. Seneste udstilling og performances var på Galleri CC i Malmö og med duoen Barbara & Marie-Louise som metalspillende østers på Inter Arts Center i Malmö, Vejle Kunstmuseum og Badesøen Festival.